Jobcentre blander sig i lediges hygiejne og udseende

Ledige, der møder op til samtale på jobcentret, kan godt regne med, at sagsbehandleren har en holdning til deres hår, piercinger og hygiejne.

Og hvis sagsbehandleren mener, at det er relevant, vil den lediges fremtoning og udseende blive taget op, skriver Avisen.dk, der har talt med Dansk Socialrådgiverforening og jobcentrene om sagen.

- Socialrådgivere kan være nødt til at fortælle ting til de ledige, som andre ikke fortæller dem. Vi kan forhåbentlig formidle nogle iagttagelser, der kan skabe forandringer hos borgeren, siger Niels Christian Barkholt, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, til Avisen.dk.

Ifølge jobcentrene kan de ledige lige så godt vænne sig til de personlige råd, for de lediges fremtoning ligger virksomhederne på sinde, lyder det.

- Nogle får råd til at skrive ansøgninger, mens andre måske bliver vejledt om deres generelle adfærd. Personlig hygiejne, tatoveringer og piercinger kan også være del af vejledningen, siger Michael Kornager, der er centerchef for de københavnske jobcentre, til netavisen.

Men bemærkningerne til folks udseende fjerner fokus fra det vigtigste, mener arbejdsmarkedsforsker ved RUC Bent Greve:

- Det er bekymrende, at man går så meget op i personlig fremtoning og ikke kigger på, hvad folk kan fagligt. Man burde starte med det faglige.

Peder Bæk fra græsrodsbevægelsen "Behandl os ordentligt", der arbejder for at forbedre lediges vilkår, er nervøs for, at fokus på udseende ødelægger de lediges selvtillid.

- Kommentarer om personlighed og fremtoning trykker selvtilliden for de ledige længere ned, end den er i forvejen. De risikerer at knække psykisk, siger han.

I Dansk Arbejdsgiverforening, DA, ser man dog ikke noget problem i den personlige vejledning. Og når det kommer til langtidsledige, kan det være ekstra vigtigt, lyder det.

- Så er det endnu mere legitimt, at jobcentret går ind og siger, "okay, hvordan kan vi gøre dig attraktiv for arbejdsmarkedet", siger Flemming Dreesen, ansættelsesretschef i DA, til Avisen.dk.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV