Jøder kræver bedre beskyttelse efter angreb i Paris

Begivenhederne i Paris, hvor et jødisk supermarked blev stormet af en bevæbnet yderliggående muslim, som dræbte fire mennesker og tog resten af de handlende som gidsler, skræmmer også danske jøder.

Formanden for Det Jødiske Samfund i Danmark, Dan Rosenberg Asmussen, kræver derfor øget sikkerhed omkring de jødiske institutioner herhjemme.

- Det jødiske samfund er en gruppe danske borgere, der er særligt udsatte, og vi har behov for bedre beskyttelse.

- Det skal stå helt klart for Justitsministeriet og politiet, at der er behov for bedre beskyttelse. Derfor forlanger vi, at myndighederne revurderer situationen, siger han til Berlingske.

Formanden mener, at angrebet i Paris lige så godt kunne have fundet sted i Danmark, og den aktuelle begivenhed bør derfor være en anledning til at kigge procedurerne igennem endnu engang.

Så sent som sidste år fortalte Det Jødiske Samfund om en voldsom stigning i antallet af trusler mod jødiske personer oven på konflikten i Gaza.

Det medførte dog ingen umiddelbar forhøjelse af sikkerheden omkring jødiske institutioner.

Det er ikke lykkedes Berlingske at få en kommentar fra justitsministeren.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV