Jøder: Vi fik ikke ekstra beskyttelse efter Hebdo-angreb

Beskyttelsen af de danske jøder blev ikke skærpet efter angrebet på Charlie Hebdo i Paris 12. januar, selv om statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) efter angrebene i København i weekenden har sagt det modsatte.

Sådan lyder det ifølge Jyllands-Posten fra det jødiske samfund.

Jøderne har således hverken oplevet øget bevogtning af synagogen i Krystalgade, trossamfundets skole på Østerbro, det jødiske museum ved Christiansborg eller de jødiske ældreboliger.

Det siger formanden for Mosaisk Troessamfund, Dan Rosenberg Asmussen, til avisen.

Han havde kort efter Paris-angrebet et møde med justitsminister Mette Frederiksen (S) om jødernes sikkerhedssituation i Danmark.

- Siden er der faktisk ikke sket noget. Der er ikke sket en ændring. Jeg har ikke nogen viden om, at der er sket en forhøjelse af sikkerhedsniveauet, siger han til avisen.

Tirsdag aften oplyste PET, at efterretningstjenesten meget nøje følger jødernes beskyttelsesbehov i kølvandet på terrorangrebet i København, hvor en 37-årig jødisk synagoge-vagt mistede livet.

- PET følger trusselsbilledet meget tæt i relation til det jødiske samfund i Danmark og har en løbende dialog med det jødiske samfund om sikkerhedssituationen og sikkerhedsforanstaltning, lyder det i en pressemeddelelse.

- Beskyttelsesniveauet fastsættes på baggrund af en politi- og sikkerhedsfaglig vurdering og tilpasses løbende i lyset af trusselsbilledet, skriver PET.

Efterretningstjeneste vil dog ikke løfte sløret for omfanget af deres beskyttelse af jøderne eller konkretisere, hvordan PET beskytter jøderne.

På et pressemøde tirsdag for den internationale presse udtalte Helle Thorning-Schmidt, at "beskyttelsen af den jødiske synagoge er blevet styrket efter angrebene i Paris".

/ritzau/

Dagens Gossip