Jonas Dahl: Jeg håber, SF fortsætter i regeringen

Skrevet af admin

30/01/2014

Dagens topnyheder

- Meget kaotisk.

Sådan betegner SF's skatteminister, Jonas Dahl, selv det seneste halve døgn, hvor det mindste regeringsparti så ud til at smuldre for åben skærm i kølvandet på et flere timer langt krisemøde i DGI-byen i København.

Partiets politiske ordfører og finansordfører forlod sin post. Det samme gjorde partiets fungerende gruppeformand samt partiets næstformand - alle folk, der i sin tid støttede formand Annette Vilhelmsens vej til partiets trone.

Flere af partiets folketingsmedlemmer boykotter torsdagens afstemning om salget af en del af aktierne i Dong, og Jonas Dahl vil ikke svare klart på, om SF fortsætter i regeringen.

- Det håber jeg, siger han blot, forud for et samråd i Dong-sagen torsdag morgen.

Spørgsmål: Hvad mener du med, at du "håber". Det burde da være rimelig klart at svare på, om man fortsætter i regering?

- Jamen, jeg regner med at være minister, når dagen er slut. Det synes jeg, ville være det rigtige, så det går jeg ud fra.

Kan i sidde i regering, når det hele sejler sådan hos jer?

- Jeg er helt enig i, at det så meget kaotisk ud i går. Men jeg synes SF får mere ud af at være i regering end at stå udenfor, siger han.

På onsdagens krisemøde fik Annette Vilhelmsen med snævert flertal tilslutning til at bakke op om salget af Dong-aktier til Goldman Sachs.

Men på spørgsmålet om, hvad der vil ske, hvis medlemmer af folketingsgruppen ikke følger linjen, siger Jonas Dahl:

- Jeg ved jo ikke, hvad folk vil gøre. Jeg går ud fra, at landsledelsens beslutning selvfølgelig også bliver fulgt af folketingsgruppen.

Partiet skal torsdag finde en ny politisk ordfører, finansordfører og gruppeformand. Det sker få uger efter, at partiet seneste rykkede rundt på ordførerposterne.

/ritzau/