Justitsminister vil have Højesterets syn på Levakovic

Skrevet af admin

07/10/2015

Dagens topnyheder

Justitsminister Søren Pind (V) opfordrer Rigsadvokaten til at sørge for, at Højesteret får anledning til at se på sagen mod Gimi Levakovic, der tirsdag lige nøjagtigt slap for udvisning i Østre Landsret.

- Jeg har i dag anmodet Rigsadvokaten om at sørge for, at sager som Levakovic-sagen så vidt muligt afprøves i Højesteret, skriver justitsministeren på Facebook.

- Inden vi sætter lovmaskineriet i gang, er det vigtigt for mig, at vi så vidt muligt får Højesterets udlægning af retstilstanden, så vi ved præcist, hvor vi skal sætte ind, lyder det fra ministeren.

Det var med nød og næppe - dommerstemmerne sagde tre mod tre - at den 46-årige roma slap for at blive sendt ud af Danmark for ulovlig våbenbesiddelse og trusler.

Han idømmes dog halvandet års fængsel.

/ritzau/