Kåbeklædt Cosby gav afskedsmuffin til offer

Skrevet af admin

30/12/2015

Dagens topnyheder

Det var meningen, det skulle have været en hyggelig aften mellem to gode venner, men i stedet endte aftenen angiveligt med, at den ene ven "begik et groft krænkende overgreb" mod den anden.

De nye detaljer fremgår af sagsmaterialet mod skuespilleren Bill Cosby. Materialet er onsdag blevet offentliggjort af anklagemyndigheden i Montgomery County i Pennsylvania.

22. januar 2005 har det formodede offer, Andrea Constand, forklaret over for politiet, at overgrebet fandt sted i januar 2004. Bill Cosby havde inviteret hende på middag i sit hjem i Cheltenham i delstaten Pennsylvania for at tale om hendes karriereplaner.

Andrea Constand ankommer til Cosbys hjem omkring klokken 20.45. De to sætter sig ved et bord for at snakke. Constand fortæller Cosby, at hun føler sig "udkørt" og "følelsesmæssigt træt", og at hun ikke sover så godt for tiden.

Cosby siger, at hun bare skal slappe af og henter tre blå piller fra badeværelset.

- De vil få dig til at få det godt, siger han.

Hun spørger, om de er urtepiller, hvortil han svarer "ja".

Hun sluger pillerne med noget vand, hvorefter Cosby opfordrer hende til at drikke lidt vin. Først takker hun nej, men siden tager hun et par slurke.

Efter 20-30 minutter begynder hendes syn at blive slørret, og hun har svært ved at tale. Hun fortæller Cosby, at hun ikke har det så godt, og han siger, hun skal lægge sig over på sofaen.

Herefter begynder Andrea Constands ben at føles "som gummi", og hun føler sig svimmel. Hun kan ikke holde sine øjne åbne, men kan fornemme lyde. Hun har derimod ingen fornemmelse for tiden.

Bill Cosby lægger sig ned bagved hende på sofaen og begynder at røre ved hendes bryster. Han stikker sin hånd ned i hendes bukser og tvinger hende samtidig til at røre ved ham.

Andrea Constand føler sig på dette tidspunkt "paralyseret".

Hun vågner i Cosbys hjem omkring klokken fire næste morgen. Hun opdager, at hendes bh er spændt op.

Da hun går mod fordøren, ser hun Cosby i en morgenkåbe for enden af trappen. Han giver hende muffin, følger hende til døren og siger "alright".

Hun forlader huset uden at sige noget.

I 2005 melder Andrea Constand Bill Cosby til politiet for overgrebet, men efterforskningen fører ikke til en sigtelse. Året efter indgår de to et forlig i en civil retssag.

Ti år senere, i juli 2015, bliver retsdokumenter fra sagen offentliggjort for første gang. Det fører til, at en række andre kvinder står frem med anklager mod Cosby om seksuelle overgreb, ligesom efterforskningen af sagen fra 2004 bliver genoptaget.

30. december i år bliver der rejst sigtelse mod Cosby i sagen om Andrea Constand. Det er den første sigtelse, der er blevet rejst mod skuespilleren efter adskillige beskyldninger om krænkelser og overgreb.

Bill Cosby har tidligere erkendt, at han har haft et seksuelt forhold til Andrea Constand, men hævder, det var med hendes samtykke. Ifølge Cosby havde de to "et romantisk forhold".

/ritzau/