Kamilla forsvundet i fem dage: Politi advarer mod private eftersøgninger

Det er nu fem dage siden, at 22-årige Kamilla Hantusch sidst blev set. Politiet har fortsat så godt som ingen spor at gå efter, selvom borgerne i området gør, hvad de kan for at hjælpe.

- Borgere i Padborg har spurgt politiet, om det vil være en god idé at starte private eftersøgninger i byen eller på nærliggende grønne områder, i skove etc. Det er altid en god ide at kigge efter i garager, udhuse, skure, kældre etc. Også hos naboer, man måske passer hus for, mens de er på ferie. Men hvis der bliver gået på større områder, hvor politiets hunde efterfølgende skal søge, kan det gøre hundenes eftersøgning vanskeligere, skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Læs også: Politiet udelukker intet ved mystisk forsvinden: Kamilla er nu efterlyst i hele verden

Kamilla Hantusch blev sidst set ved Lyreskovskolen Vest på Frøslevvej i Padborg kl. 22.30, hvor hun mødtes med et familiemedlem. Herefter skulle hun være gået til sit hjem på Teglgårdsvej, som ligger forholdsvis kort fra skolen. Hun er dog ikke blevet set siden.

Politiet har nu offentliggjort et kort, hvor de to mest sandsynlige ruter, hun kan have valgt på hjemturen, er tegnet ind.

- Hvis nogen har været i det område lørdag aften frem til midnat, vil politiet meget gerne i kontakt med dem. Uanset om de mener at have set noget eller ej, lyder det fra politiet.

Kamilla hantusch virkede ifølge hendes nærmeste ikke nedtrykt inden sin forsvinden, og hun var desuden lige blevet student.

Politiet ved endnu ikke, om hun er forsvundet af egen fri vilje, eller om der er sket en forbrydelse.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Se kortet over Kamillas ruter hjem her:

Dagens Gossip