Kerry: Alle stemmer i afghansk valg skal kontrolleres

Skrevet af admin

12/07/2014

Dagens topnyheder

Sidste måneds præsidentvalg i Afghanistan skal kontrolleres, lyder det fra den amerikanske udenrigsminister, John Kerry.

Han ankom fredag til den afghanske hovedstad, Kabul, for at mægle mellem to præsidentkandidater, der er dybt uenige om resultatet.

Derfor skal samtlige stemmer, der blev afgivet under valget, nu kontrolleres fordi præsidentkandidaterne Ashraf Ghani og Abdullah Abdullah begge udråber sig som vindere.

Det sker, efter at der er opstået usikkerhed om valgresultatet efter anklager om fusk og svindel, men efter to dages intensive forhandlinger er rivalerne nået frem til en løsning.

Ifølge Kerry har begge kandidater indvilliget i at acceptere resultatet af genoptællingen. Den skal foretages af FN, og begge præsidentkandidaters bagland overvåger forløbet.

- Begge kandidater har forpligtiget sig til at deltage og vedstå resultaterne af den størst mulige revision. Hver eneste stemme, der blev afgivet, vil blive kontrolleret, alle otte millioner.

- Vinderen skal tjene som præsident og vil straks danne regering, siger John Kerry efter at have mæglet mellem parterne.

Ifølge Kerry skal revisionen foregå i Kabul, og den begynder indenfor de næste 24 timer. Nato og afghanske styrker skal stå for at transportere valgurnerne til hovedstaden.

Man regner med, at optællingen vil vare et par uger, og at indsættelsen af den nye præsident, der oprindeligt skulle ske den 2. august, bliver udskudt.

Abdullah Abdullah har tidligere afvist resultatet og kaldt det et "kup" mod folket.

Ifølge det foreløbige valgresultat har 56 procent af afghanerne stemt på den tidligere finansminister Ashraf Ghani. 43 procent har stemt på den tidligere udenrigsminister Abdullah Abdullah.

Sidstnævnte var ellers forhåndsfavorit.

FN opfordrer internationale observatører til at komme og hjælpe med at kontrollere stemmerne efter valget.

/ritzau/AFP