Kerry: Republikansk valgkampagne er pinlig

Skrevet af admin

28/03/2016

Dagens topnyheder

Republikanernes kamp om, hvem der vinder nomineringen og bliver partiets præsidentkandidat, har udviklet sig til en pinlig forestilling, der frembringer akavede spørgsmål om, hvorvidt USA er pålideligt og stabilt.

Det siger USA's udenrigsminister, demokraten John Kerry, i et interview på amerikansk tv søndag.

I interviewet fortæller Kerry, at hvor end han rejser hen som udenrigsminister, møder han mennesker der spørger, hvad der dog foregår i USA.

- De kan ikke tro det. Jeg vil mene, at det ikke er forkert at sige, at de er chokerede. De ved ikke, hvilken retning dette sender USA, siger Kerry.

- Det forstyrrer folks følelse af, at der er balance hvad angår vores stabilitet og vores troværdighed, og til en vis grad må jeg sige, at ud fra nogle af de spørgsmål jeg får, og den måde de stilles på, er det tydeligt for mig, at det, der sker, er pinligt for vores land, siger udenrigsministeren.

Kerry blev spurgt til, hvad udlandets indtryk er af den republikanske valgkamp, som blandt andet har budt på forslag om at forbyde muslimer indrejse i USA, overvågning af muslimske naboer og at genindføre brugen af det såkaldte waterboarding - en forhørsmetode, der betragtes som tortur.

Siden tirsdagens terrorangreb i Bruxelles, der kostede 31 mennesker livet, har de to førende republikanere - Donald Trump og Ted Cruz - begge skruet op for retorikken mod muslimer.

/ritzau/AFP