Kevin Magnussen bliver nummer 20 i første træning

Skrevet af admin

10/06/2016

Mest læste i dag

Placeringsmæssigt var der ikke meget at juble over for den danske racerkører Kevin Magnussen (Renault) ved fredagens første Formel 1-træning.

Forud for Canadas Formel 1-grandprix, der køres søndag på banen Gilles-Villeneuve i Montreal, så blev kørerne sendt ud til den første træning fredag eftermiddag.

Det resulterede for Kevin Magnussen i 20. bedste tid, da han i sin Renault-racer blev noteret for ét minut, 18 sekunder og 409 hundrededele af et sekund.

Det var blot en lille smule hurtigere end holdkammeraten Jolyon Palmer, der sluttede træningen med den dårligste tid af alle.

Kevin Magnussen nåede blot at køre 13 omgange.

Ved den første træning fokuserede Renault-holdet meget på at teste aerodynamikken, og da kørerne brugte forskellige dæktyper, skal man tage de forskellige tider med et vist forbehold.

Hurtigste mand fredag eftermiddag var Lewis Hamilton (Mercedes), der kørte i tiden ét minut, 14 sekunder og 755 hundrededele af et sekund.

Dermed var Hamilton omkring 3,5 sekunder hurtigere end danskeren.

Tyske Nico Rosberg (Mercedes) var næsthurtigste kører.

I fredagens anden træning fredag aften (dansk tid) kravlede Kevin Magnussen lidt højere op i tabellen.

Her sluttede danskeren som nummer 16, mens Lewis Hamilton igen var hurtigst. Denne gang sluttede Ferraris Sebastian Vettel dog på andenpladsen foran sin tyske landsmand Nico Rosberg.

Jolyon Palmer sluttede efter anden træning som nummer 20.

Der er indtil nu kørt seks Formel 1-løb i denne sæson.

Nico Rosberg fører med 106 point foran Lewis Hamilton, der har hentet 82 point.

Kevin Magnussen er med sine seks point nummer 15 i den samlede stilling.

/ritzau/