Knivstikkeri under drikkelag i Frederikshavn

Skrevet af Elo Christoffersen

05/10/2012

Dagens topnyheder

 

En 29-årig mand fra Frederikshavn er sigtet for drabsforsøg, efter at han i aftes angreb en 30-årig kvinde med en kniv. Det skete i forbindelse med et drikkelag i en lejlighed på Provst Dreslers Vej i Frederikshavn, skriver nordjyske.dk.   Der var fem personer samlet i lejligheden og de hyggede sig med øl. Pludselig opstod der et skænderi og det fik den 29-årige mand til at gå ud i køkkenet, hvor han hentede en kniv. Den stak han i halsen på den 30-årige kvinde, oplyser Nordjyllands Politi til avisen.   Manden stak af efter knivstikkeriet. Politiet anholdt ham tre timer senere i Frederikshavn. Han kan nu se frem til en sigtelse for drabsforsøg.   Kvinden er uden for livsfare, men er stadig indlagt på Aalborg Sygehus.