Københavnske håndboldkvinder stormer væk fra bunden

Skrevet af admin

19/01/2016

Dagens topnyheder

Efter en elendig start på sæsonen er håndboldkvinderne i København Håndbold omsider i gang med at indfri de store forventninger.

Med en klar sejr på 29-23 på udebane over HC Odense nærmer københavnerne sig efterhånden top-seks, der giver adgang til slutspillet i Primo Tours Ligaen.

Sejren i Odense er København Håndbolds tredje i fire kampe siden VM-pausen i december, og noget tyder på, at VM-deltagelsen har givet profiler som Anne Mette Hansen og Pernille Holmsgaard et skud selvtillid.

Især Holmsgaard var igen godt skydende for de formstærke gæster, der grundlagde sejren på en god start på anden halvleg.

Efter Odense-føring på 13-12 ved pausen gik fynboerne fuldkommen i stå efter sidebyttet, og 14 frygtelige minutter senere var hjemmeholdet bagud 14-21.

To timeouter fra trænerduoen Flemming Larsen og Ulrik Kirkely fik i nogen grad stabiliseret HC Odense, men holdet var aldrig i nærheden af en sejr.

HC Odense forbliver med nederlaget på næstsidstepladsen med otte point. København Håndbold rykker op som nummer ni med 12 point, men har kun to point op til Randers på sjettepladsen.

Sarah Iversen blev fynsk topscorer med syv point, mens Mia Rej, Louise Svalastog og Pernille Holmsgaard alle scorede seks gange for København.

/ritzau/