Komité giver første ja til Obamas Cuba-normalisering

Skrevet af admin

23/07/2015

Dagens topnyheder

En komité i Senatet i Washington har stemt for et lovforslag, der sætter punktum for de årelange restriktioner på rejser til Cuba.

Det bekræfter komitéens talsmand.

Forslaget gik igennem med stemmerne 18-12, idet fire republikanere stemte med 14 demokrater for forslaget.

Det er den første blåstempling af et lovforslag om Cuba i forlængelse af præsident Barack Obamas tiltag mod en normalisering af forholdet til landet.

Udenrigsministrene for de to lande mødtes tidligere på ugen i forbindelse med åbningen af en cubansk ambassade i Washington.

Her appellerede Cubas udenrigsminister til, at USA også ophæver sanktioner mod landet.

- De historiske begivenheder, der finder sted i dag, giver kun mening, hvis den økonomiske, kommercielle og finansielle blokade ophæves. Den er skyld i stort afsavn og ødelæggelse hos vores folk, sagde Bruno Rodriguez mandag.

Det var det første møde mellem udenrigsministre fra de to lande i Washington i 54 år.

USA's præsident, Barack Obama, har opfordret den amerikanske kongres til at ophæve handelsembargoen mod Cuba i forbindelse med, at de diplomatiske relationer til landet bliver genetableret.

Ifølge en talsmand fra Det Hvide Hus forventes det, at der vil være opbakning blandt både demokrater og republikanere i kongressen til at løfte handelsembargoen.

Hvis embargoen ophæves, vil det være første gang siden 1961, der kan handles mellem de to lande.

/ritzau/Reuters