Kommentator: Venstre-nedtur er alene Lars Løkkes ansvar

Skrevet af admin

11/11/2013

Dagens topnyheder

- Det er en mindre katastrofe for Venstre en uge før kommunalvalget, siger politisk kommentator Hans Engell til en ny meningsmåling fra Voxmeter, som for første gang siden folketingsvalget i 2011 peger på næsten dødt løb mellem de to fløje i dansk politik.

- Det er Lars Løkke Rasmussens ansvar ene og alene. Man får et helt andet opgør om regeringsmagten nu, mener Hans Engell.

Ifølge Voxmeter-målingen, der er lavet for Ritzau, får partierne i blå blok 50,0 procent af stemmerne, mens rød blok får opbakning fra 49,7 procent. Omregnet til mandater giver den nye måling rent faktisk en føring på 88-87 til partierne i rød blok.

Dertil kommer fire nordatlantiske mandater, som i øjeblikket er fordelt med tre til rød blok og et til blå blok. Siden seneste måling er Venstre gået fra 28,6 til 25.5 procent af stemmerne - det dårligste resultat siden folketingsvalget.

Hans Engell er ikke er i tvivl om, at den nye måling er konsekvenserne af Lars Løkke Rasmussens (V) dyre rejser på første klasse for klimaorganisationen GGGI og de diætpenge, som han havde glemt, at han havde fået.

- Hvis ikke denne sag slutter i løbet af meget få dage, risikerer det at blive selvforstærkende, og så vil det blive en af flere dårlige målinger, som Venstre vil få, lyder det fra den politiske kommentator.

Hans Engell spår, at hvis Lars Løkke Rasmussen går hen og taber det hele til Socialdemokraterne ved næste folketingsvalg, vil andre oppositionspartier reagere.

- Hvis Venstre er ude i et stort fald, og regeringsmagten ikke ser ud til at blive vundet, vil de andre borgerlige partier sige, at så handler det for os om at kapre så mange af Venstres stemmer som muligt.

- Så bliver der kamp om de blå stemmer simpelthen, siger Engell.

Også kommunalvalget vil blive mærket af blå bloks nedtur i meningsmålingerne. Normalt regner man med, at udsving i landsmålinger slår igennem med halv kraft ved kommunalvalg.

- De steder, hvor det vil ramme hårdt, er der, hvor Venstre havde regnet med at vinde borgmesterposter. De vælgere, der ville skifte fra S til V, gør det ikke, forudser Hans Engell.

Han forestiller sig ikke, at Lars Løkke Rasmussen vil gå af som formand: Nu handler det om krisestyring internt i Venstre.

/ritzau/