Kommission: Danmark brød konventioner om statsløse

Statsløsekommissionen konkluderer, at der i perioden fra 1991 til 2010 er givet afslag på ansøgninger om indfødsret til statsløse personer, som klart er i strid med Danmarks folkeretslige forpligtelser.

Dermed fastslår kommissionen efter fire års arbejde, at sagsbehandlingen ikke har fungeret korrekt for de statsløse personer. Sagen får dog ikke yderligere konsekvenser for Birthe Rønn Hornbech (V), som i 2011 trådte tilbage som integrationsminister og siden har forladt Folketinget.

Kommissionen udtaler, at Birthe Rønn Hornbech som daværende integrationsminister havde pligt til at orientere Folketinget om sagen.

Konkret burde Rønn ifølge kommissionen have oplyst, at statsløse ansøgere født i Danmark ikke blev optaget på lovforslag om indfødsret, selvom de efter konventionerne var berettigede til det.

Samtidig vurderer kommissionen dog, at hun ikke modtog tilstrækkelig rådgivning af embedsmændene.

Når det gælder embedsmændene, vurderer kommissionen, at afslagene i perioden indtil 2007 er udtryk for uagtsomme tjenesteforseelser, men at de ikke har været af en sådan grovhed, at der er grundlag for at drage nogen til ansvar.

Hvad angår perioden fra 2008 til 2010, vurderer kommissionen, at to embedsmænd har begået forseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at de drages til ansvar.

Justitsminister Søren Pind (V), siger på baggrund af kommissionens konklusion:

- Kommissionen har afdækket, at der i perioden fra 1991 til 2010 er blevet begået en række fejl ved behandlingen af ansøgninger om statsborgerskab til statsløse personer født i Danmark.

- Kommissionen har ikke taget stilling til spørgsmålet om ministeransvar, da det som bekendt er Folketinget, der tager stilling til, om der skal rejses sag herom. Men efter min vurdering er der ikke noget grundlag i beretningen for at gøre et ansvar gældende over for Birthe Rønn Hornbech.

V-regeringens udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg, der i dag har det gamle integrationsministeriums område under sig, mener ikke, at der er behov for at ændre på sagsgangen i ministeriet:

- Kommissionen vurderer, at de generelle tiltag af betydning for behandlingen af sagerne, som er taget siden januar 2010, er tilstrækkelige.

Hendes ministerium skal sammen med Finansministeriet håndtere det videre disciplinære forløb i forhold til de to embedsmænd, der indtil videre fritages fra tjeneste.

- Jeg har samtidig noteret mig kommissionens vurdering af, at der er grundlag for, at det offentlige søger to embedsmænd draget til ansvar.

- Da der er tale om personalesager, finder jeg det rigtigst ikke at udtale mig nærmere om det videre forløb på nuværende tidspunkt, siger Inger Støjberg.

/ritzau/

Dagens Gossip