Kommuner indkvarterer flygtninge i private hjem

Skrevet af admin

09/11/2015

Dagens topnyheder

Landets kommuner er under et så stort boligpres, at de er begyndt at indkvartere flygtninge i private hjem.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Kommunernes Landsforening (KL), som Politiken skriver om tirsdag. Her svarer hver fjerde kommune, at de er begyndt at huse flygtninge i private hjem.

Det er simpelthen blevet en nødvendighed, siger KL-formand Martin Damm (V).

- Langt de fleste kommuner hiver i alle de håndtag, de kan. Jeg tror, at opgaven er så stor, at man afprøver alle muligheder.

- Der kommer ikke nye boliger op af jorden, bare fordi der kommer flere flygtninge, siger Martin Damm, der også er borgmester i Kalundborg, til Politiken.

Der er første gang, at Kommunernes Landsforening har undersøgt, hvor udbredt privat indkvartering af flygtninge er.

61 kommuner har svaret på undersøgelsen, og af dem meddeler 17, at de huser flygtninge i private hjem. Der findes dog ikke noget samlet overblik over, hvor mange flygtninge der nu bor privat, skriver Politiken.

Ifølge Martin Damm kan husning hos borgerne være "et godt supplement" til integrationsindsatsen.

- Hvis man skal falde godt til i et nyt samfund, er det afgørende, at man har kontakt med andre mennesker og opbygger et netværk. Privat indkvartering hos en dansk familie kan være en vej til det, siger han til Politiken.

I princippet kan alle med et ledigt værelse eller helt hjem leje ud til en flygtning, hvis kommunen godkender lejemålet.

Det er kommunen, som overfører huslejen til den private udlejer, og det er også kommunekassen, som betaler for den del af huslejen, der måtte overstige de fastsatte satser for flygtninges egenbetaling.

Enlige flygtninge betaler omtrent 2100 kroner om måneden i leje, mens et flygtningepar med børn skal betale op til 4500 kroner om måneden.

Udlændingestyrelsen forventer, at kommunerne skal finde boliger til i alt 24.000 flygtninge i år og næste år. Det er dobbelt så mange som i 2014 og 2013.

For blot et år siden kritiserede Venstres daværende udlændingeordfører, Inger Støjberg, den tidligere regering for at opfordre danskere til at huse flygtninge.

Nu er hun selv integrationsminister og afviser at svare på, om det stadig er partiets holdning. I en mail til Politiken skriver hun:

- Jeg har den holdning, at der skal komme færre flygtninge til Danmark, og at færre flygtninge dermed også skal indkvarteres privat.

/ritzau/