Krise og upopulær politik er skyd i politikerlede

Skrevet af admin

02/04/2016

Dagens topnyheder

Den stigende mistillid til politikerne er ikke kommet på grund af personsager, som for eksempel flere omgange har ramt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Mistilliden er kommet på grund af den økonomiske krise og den førte politik.

Det er konklusionerne i en kommende bog om emnet af Jørgen Goul Andersen, professor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet.

Lørdag gæster han en konference i landstingssalen på Christiansborg, hvor han vil fremlægge nogle af sine konklusioner om den stigende mistillid til politikerne.

- Det er generelt noget sværere at bevare tilliden i en krisesituation. Er du dybt uenig i den politik, der bliver ført, eller opfatter du den som dybt ineffektiv, reagerer du med mistillid, siger Jørgen Goul Andersen.

I bogen er konklusionerne hentet ud fra analyser fra både ind- og udland, hvor der er blevet målt i tilliden til politikere.

Personsager har en tendens til at fylde ekstremt meget i medierne, men har tilsyneladende ingen indflydelse på tilliden til politikerne. Løkke har ellers haft både en bilagssag, en GGGI-sag og en tøjsag.

Den konklusion er Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), ikke enig i. Hun har gjort det til sin mission at gøre noget ved politikerleden. Personsager har indflydelse på vælgernes syn på politikerne, mener hun.

- Jeg tror, at politikere så vidt muligt skal gøre, hvad vi kan for at have rent mel i posen. Og jeg siger det på den måde, fordi vi alle naturligvis kan komme galt af sted, men personsagerne har efter min vurdering en betydning.

- Vi skal være ærlige og sige, hvordan det hele hænger sammen uden at pakke det hele ind i vat og bomuld. Jeg tror godt, at folk kan se, hvis vi forsøger at krybe udenom eller ikke vil svare, siger den tidligere DF-formand.

Bogens titel er ikke helt på plads endnu, men den udkommer efter planen i maj.

/ritzau/