Kronologi: Småkage-konflikten i dansk badminton

Skrevet af admin

13/05/2015

Dagens topnyheder

Badminton Danmark har onsdag genoptaget samarbejdet med de fem topspillere Mathias Boe, Carsten Mogensen, Kamilla Rytter Juhl, Christinna Pedersen og Joachim Fischer, efter at de fem har været udelukket fra landsholdet som følge af en sponsorkonflikt.

Her følger en kronologisk gennemgang af konflikten, der involverer de to konkurrerende småkageproducenter - Kjeldsen Cookies og Danisa.

2012:

* Mathias Boe og Carsten Mogensen indgår individuelle sponsoraftaler med Kjeldsen Cookies. Kontrakten siger, at spillerne ikke må reklamere for et konkurrerende firma.

2013:

* Kamilla Rytter Juhl, Christinna Pedersen og Joachim Fischer indgår individuelle sponsoraftaler med Kjeldsen Cookies. I kontrakterne står der, at spillerne ikke må reklamere for et konkurrerende firma.

* Forbundet indgår en kollektiv aftale med Spillerforeningen, hvor blandt andre Joachim Fischer har siddet med som spillerrepræsentant. Aftalen åbner mulighed for, at forbundet kan finde en sponsor til eksempelvis hold-VM, Sudirman Cup.

* Uddrag fra den kollektive aftale (kilde: Politiken):

- Spillertruppen anerkender (...) at forbundet kan sætte sponsorer på landsholdstrøjen i overensstemmelse med nærværende aftale.

- Spillere i forbundets officielle Spillergrupper og andre landsholdsaktuelle spillere er forpligtet til at sikre, at deres individuelle kontrakter med dragtsponsor ikke er i strid med nærværende aftale og dermed hindrer udtagelse til landshold.

- Spillere med allerede indgåede aftaler i konkurrence med forbundets dragtsponsor skal medvirke til hurtigst muligt at sikre at kunne leve op til forpligtigelsen i medfør af denne bestemmelse.

2015 - januar/februar:

* Landstræner Lars Uhre bliver kontaktet af Danisa-direktør Erik Bresling, og Uhre formidler kontakten til Badminton Danmark. Landstræneren modtager et honorar for at formidle kontakten til Danisa.

* Forbundets assistenttræner Jesper Larsen, der også har en rolle som sponsormedarbejder i forbundet, udfærdiger sponsoraftalen med Danisa. Larsen, der senere har opsagt sin stilling, modtager et honorar for sit arbejde med Danisa-aftalen.

8. februar 2015:

* Forbundet og Danisa indgår sponsoraftale omkring Sudirman Cup. Forbundet har ikke haft en sponsoraftale i flere år.

4. marts:

* Forbundet og Danisa indgår aftale om et sponsorat af Super Series-turneringen Denmark Open, der i 2015, 2016 og 2017 vil blive sponsoreret af Danisa. Danisa indgår samtidig sponsorater med alle danske landstrænere samt individuelle sponsorater med de to spillere Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Vittinghus.

16. april:

* Under forhandlinger mellem de fem spillere og forbundet tilbyder de danske profiler at spille i blanke trøjer uden reklamer til Sudirman Cup. Derudover tilbyder spillerne en økonomisk kompensation til forbundet og afsigelse af deres bid af sponsorpenge fra Danisa. Forslagene bliver afvist af forbundet.

17. april:

* Forbundet ophører samarbejdet med de fem spillere, der ikke vil blive udtaget til Sudirman Cup. Spillerne må stoppe træningen med landsholdet og får ikke længere støtte af forbundet.

* Spillerne erkender, at forbundet juridisk har retten på sin side, men på det moralske plan er frustrationen stor, da man henviser til, at forbundet kendte til spillernes individuelle sponsoraftaler med Kjeldsen Cookies, da forbundet lavede aftalen med Danisa.

* Team Danmark slår fast, at sagen kan få konsekvenser for badmintonforbundets fremtidige støttekroner (efter 2016), hvis ikke dansk badminton lever op til de sportslige målsætninger.

* De fem spillere risikerer at gå glip af næste års OL i Rio de Janeiro, selv om det er Danmarks Idrætsforbund (DIF), der har udtagelsesretten. DIF's udtagelser beror på en indstilling fra badmintonforbundet, oplyser DIF.

21. april:

* Forbundet efterudtager seks andre spillere til Sudirman Cup og dropper målsætningen om medalje.

13. maj:

* Badminton Danmark meddeler på et pressemøde, at der er fundet en løsning i konflikten, og at de fem spillere er udtaget til det individuelle VM i Jakarta i august.

/ritzau/