Kvinde fundet død i København: En person er anholdt

En 34-årig kvinde er mandag morgen fundet død i København. Det uhyggelige fund blev gjort i en lejlighed på Nørrebro.

- Den døde kvinde er blevet fundet i en lejlighed på Nørre Allé, siger drabschef Jens Møller, Københavns Politi, til Ritzau.

Kvinden er blevet dræbt, og en 30-årig mand er blevet sigtet for drab.

Manden fremstilles i grundlovsforhør i Københavns Byret mandag eftermiddag klokken 16, hvor politiet vil kræve ham varetægtsfængslet.

Politiet vil ifølge Jens Møller kræve dørlukning og navneforbud, når manden skal for en dommer, og politiet har kun frigivet få oplysninger om drabet.

Men det står fast, at drabet er sket natten til mandag eller mandag morgen, siger Jens Møller.

Derimod er der endnu ikke oplysninger om, hvordan kvinden er død, eller om relationen mellem hende og den drabssigtede mand.

Københavns Politi anholdt mandag manden, der fremstilles i grundlovsforhør, så han kan forklare sig.

- Han er sigtet for drab, siger Jens Møller, som ikke ønsker at forklare nærmere om politiets foreløbige efterforskning af sagen..

/ritzau/

Dagens Gossip