Kvinde overlever 17 dage i australsk regnskov

Skrevet af admin

09/10/2014

Dagens topnyheder

En kvinde, der var meldt savnet i over to uger i et svært tilgængeligt regnskovsområde i Australien, er dukket op i live efter at være blevet jaget af en krokodille og have overlevet på at fange små fisk, skriver flere australske medier.

Den 30-årige Shannon Fraser blev meldt savnet den 21. september efter at være forsvundet nær det øde beliggende Josephine Falls i Queensland, hvor hun for vild iført kun et par lette benklæder, en skjorte og klipklap-sandaler.

Hun blev set onsdag på en bananfarm, hvor hun var medtaget af flere større sår og mange insektbid, skriver avisen Brisbane Courier-Mail.

- Hun har tabt megen vægt og har sår og rifter over hele kroppen, men hun er ved godt mod, siger kvindens bror, Dylan Fraser, til avisen.

Hun skal have tabt 17 kilo under sit ophold i regnskoven.

Dylan Fraser citerer sin søster for, at hun i sin kamp for overlevelse blandt andet stod over for en kasuar, der kaldes verdens farligste fugl. Fuglen, der minder om en emu og ikke kan flyve, kan med sin klør dræbe et menneske.

Hun blev også jaget af en to meter lang krokodille, ligesom hun blev så forbrændt af solen, at hun måtte opholde sig i en flod for at kunne holde smerterne ud.

Ifølge en rapport i ABC News var Fraser også stærkt dehydreret.

Politiet bekræfter, at den 30-årig kvinde, der er mor til tre, er fundet i live. En politimand er overrasket over, at det ikke lykkedes at spore Shannon Fraser under en omfattende eftersøgning.

- Vi anvendte en meget effektiv og sædvanligvis vellykket metodik. Det er næsten givet, at vi ville have fundet hende, hvis hun havde været i det område, hvor vi søgte, siger politiinspektør Rhys Newton til flere australske medier.

Dylan Fraser siger til den den nationale radio, at hans søster græd sig selv i søvn i 16 nætter, men kom igennem det, da tanken om hendes børn fik hende til at blive ved med at kæmpe.

Kvindens partner, Heath Cassady, som meldte hende savnet og deltog i den resultatløse eftersøgning, siger, at han er overrasket over, at hun stadig er i live. Han har afsløret, at hun havde friet til ham to dage inden, hun forsvandt.

- Jeg vidste hele tiden inderst inde, at hun var i live, siger han.

/ritzau/AFP