Løkke bestemmer over penge til Thornings vækstplan

Skrevet af admin

08/05/2014

Dagens topnyheder

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, kan sammen med Lars Barfoed (K) og Anders Samuelsen (LA) se frem til at få stor indflydelse på regeringens vækstplan.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil nemlig finansiere en stor del af planen med ubrugte penge fra sidste års vækstplan.

Den blev indgået med netop V, K og LA, og ifølge de uskrevne regler på Christiansborg skal de tre partier derfor sige god for regeringens brug af pengene, erkender Helle Thorning-Schmidt.

- Det er fuldstændig rigtigt, at noget af det, vi bruger som finansiering, er aftalt med Venstre og De Konservative. Der er vi selvfølgelig bundet af de forlig, vi har indgået, siger Helle Thorning-Schmidt.

Spørgsmål: Så det vil med andre ord sige, at vækstpakken ikke kan laves, medmindre det sker med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance?

- Vi skal altid lave en vækstpakke på en måde, så vi har flertal i Folketinget. Jeg tror ikke, jeg afslører en hemmelighed ved at sige, at Socialdemokraterne og De Radikale ikke har flertal i Folketinget. En del af det er forligsbundet, og det vil vi selvfølgelig respektere, siger Thorning.

Regeringens vækstplan koster samlet set 10 milliarder kroner frem mod 2020. Det største enkeltstående finansieringstiltag er to milliarder kroner fra en pulje, der blev oprettet i forbindelse med sidste års vækstplan.

Med andre ord falder en stor del af finansieringen af planen sammen, hvis ikke de borgerlige partier siger god for SR-regeringens vækstplan.

Regeringen får også problemer med at samle flertal for en anden helt central del af vækstplanen. Regeringen ønsker at sætte virksomhedernes el-regning ned ved at sænke den såkaldte PSO-afgift. Det skal være med til at skabe flere arbejdspladser.

Den er en del af energiforliget, hvor Enhedslisten er med. Og regeringens miljøbevidste støtteparti er stærkt skeptisk over for, at regeringen er ved at sænke miljømålene af hensyn til væksten.

- Vi forestiller os, at der bliver en meget grundig drøftelse i energiforligskredsen.

- Spørgsmålet har stor betydning for borgere i de dele af landet, hvor der ikke er meget produktion. Den alvor håber vi, at partierne tager med til forhandlingerne om PSO i energiforligskredsen, siger Margrethe Vestager.

Spørgsmål: Så det vil sige, at regeringen skal have samtlige partier - fra Enhedslisten til Liberal Alliance - med, hvis man vil gennemføre tiltagene?

- Nu lægger vi vores ting frem, og så forhandler vi med de partier, vi har forlig med, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun erkender, at det ikke blive nemt, men understreger samtidig, at regeringen vil holde fast i de ambitiøse klimamålsætninger i energiforliget, selvom PSO-afgiften bliver sænket.

/ritzau/