Landin prøver at få et kick ud af skud i ansigtet

Skrevet af admin

19/01/2014

Dagens topnyheder

Målmand Niklas Landin er under EM blevet ramt flere gange i ansigtet af Danmarks modstandere.

Lørdag aften var ingen undtagelse, da de danske EM-værter slog de spanske verdensmestre 31-28 efter en superpræstation af Landin.

Niklas Landin måtte sunde sig og have stoppet spillet, da han blev ramt i ansigtet små 10 minutter før slutfløjt. Selv om det gjorde ondt, så er det slet ikke noget, der påvirker målkongen.

- Den, jeg fik mod Spanien, var ikke så slem. At få bolden i hovedet er en ting, men at få bolden i hovedet, hvor modstanderen gør det med vilje, er noget andet.

- Spanieren skød fra 11 meter, så det var lige som at tage den med armen. Det var fint så længe, at bolden ikke gik ind, siger Niklas Landin.

Målmanden har svært ved at beskrive den smerte, han føler, når han må redde et skud med kinden eller næsen.

Spørgsmål: Kan man sammenligne det med et knytnæveslag?

- Det har jeg aldrig prøvet, så det ved jeg ikke.

- Jeg kan huske min første slutrunde i Kroatien, hvor vi mødte Frankrig i semifinalen. Luc Abalo skød mig i hovedet på straffe, og dér gik jeg i sort. Så det handler om, hvordan jeg bliver ramt i hovedet.

- De skud, jeg har fået i hovedet mod Spanien og Makedonien ved EM, har ikke været på det niveau, hvor jeg har været så hårdt ramt, at jeg har været væk.

Spørgsmål: Men du skulle alligevel have en pause, efter du blev ramt mod Spanien?

- Det var mere for mine holdkammeraters skyld. De havde løbet meget.

Niklas Landin fortæller, at skud til hovedet sagtens kan påvirke en målmand negativt. Men det kan også få den modsatte effekt.

- Det kan gå begge veje. Nogle målmænd går op og andre ned. Det er fifty-fifty.

- Der er målmænd, der godt kan lide at få et ekstra kick ud af at blive ramt i hovedet, så de virkelig kan vise, at det er målmanden, der styrer, og at modstanderne ikke skal tro, at de kan noget.

- Det er også det, jeg prøver at vende det til, siger Niklas Landin.

Næste gang Danmarks målmand risikerer et skud til hovedet er mandag aften, hvor danskerne kan sikre sig en plads i EM-semifinalen med en sejr over Ungarn.

/ritzau/