Lars Hjortshøj: Tænd mobilen under mit nye show

Showet præsenterer en perlerække af Lars’ mere eller mindre talentfulde komiske figurer og publikum kan via SMS stemme på deres favorit, og samtidig hjælpe dem, der har det knap så sjovt.

Overskud til Børnehjælpsdagen
Hele overskuddet fra afstemningerne går nemlig til Børnehjælpsdagen, som støtter de 15.000 anbragte børn og unge, der bor på en døgninstitution eller hos en plejefamilie i Danmark.

- Vi danskere bruger i disse år mange kræfter på at stemme hinanden inde og ude. Jeg synes, vi skal stemme de børn, der har det allersværest ind, siger Lars Hjortshøj.

Lars Hjortshøj har i flere år støttet Børnehjælpsdagen og deres arbejde for at hjælpe børn og unge, som af forskellige årsager ikke kan bo hjemme hos deres mor og far, men i stedet vokser op på døgninstitutioner, opholdssteder eller hos plejefamilier.

Live SMS-afstemning
- Da jeg fik idéen om en live SMS-afstemning, var det helt naturligt at pengene skulle gå til Børnehjælpsdagen. Jeg har haft lejlighed til at møde mange af de anbragte børn, og det har gjort et voldsomt indtryk, siger Lars Hjortshøj.

Poledancer'en Bitten
I showet får publikum chancen for at møde og stemme på både nye og kendte figurer, for eksempel poledancer’en Bitten, protestsangeren Tue, maskeartisten Cliff og ikke mindst entertaineren John-John Gibbon.

- Det er et one-man show med utroligt mange medvirkende. ”My Danish Collection” er min samling af danskere. På godt og ondt. Men mest for sjov, slutter Lars Hjortshøj.

Præmiere på Bremen Teatret
My Danish Collection får premiere på Bremen Teatret den 7. marts og turnerer derefter hele landet rundt i marts, april og maj 2013.

Foto: larshjortshoj.dk

Dagens Gossip

Dagens TV