Lave forventninger til nyt møde mellem Kerry og Lavrov

Skrevet af admin

11/05/2015

Dagens topnyheder

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, mødes tirsdag med USA's udenrigsminister, John Kerry, i den russiske by Sotji, bekræfter det amerikanske udenrigsministerium.

Her skal de blandt andet diskutere den amerikanske militærstøtte til Ukraine, siger en russisk diplomatisk kilde til nyhedsbureauet RIA.

Lavrov vil fortælle Kerry, at amerikansk militærstøtte til Ukraine, som kæmper mod prorussiske separatister i det østlige Ukraine, er uacceptabel for den russiske regering.

- Vi håber han (Kerry, red.) vil bringe et nyt syn på situationen i Ukraine, siger den russiske kilde.

Han fortæller, at mødet er meget vigtigt, men at man ikke forventer gennembrud i forhold til situationen i Ukraine.

Forholdet mellem Vesten og Rusland er på sit laveste siden den kolde krig, efter Rusland i marts 2014 besatte den ukrainske halvø Krim.

Vesten og Ukraine beskylder Rusland for at levere våben til de prorussiske separatister i Ukraine, men det afviser russerne.

USA har luftet tanken om at hjælpe de ukrainske regeringstropper med våben, men det har flere europæiske lande, heriblandt Tyskland, stillet sig kritisk overfor.

Amerikanske, franske, tyske og britiske ledere boykottede alle en militærparade i Moskva lørdag som en protest mod situationen i Ukraine, hvor mere end 6100 mennesker har mistet livet siden april 2014.

Paraden var i anledning af, at det var 70 år siden, at Nazi-Tyskland blev besejret.

/ritzau/Reuters