Lewis Hamilton vinder dramatisk grandprix i Rusland

Britiske Lewis Hamilton (Mercedes) er tæt på igen at kunne kalde sig verdensmester i Formel 1.

Søndag vandt han grandprixet i russiske Sotji, og Hamiltons niende sejr i denne sæson blev hentet i et særdeles dramatisk løb, hvilket også rundede en dramatisk weekend af i Rusland.

Der var faktisk drama fra start. Først stødte to biler sammen i et af de første sving, og dernæst udgik førerbilen med Nico Rosberg - Hamiltons holdkammerat - tidligt i løbet.

Det betyder, at Lewis Hamilton med karrierens 42. sejr søndag nu har vundet én sejr mere end sit store idol, den afdøde brasilianer Ayrton Senna.

Sejren betyder, at Hamilton kan genvinde verdensmesterskabet i det næste Formel 1-grandprix, der køres i Texas om 14 dage, hvis flere ting går Hamiltons vej.

- Det vidste jeg faktisk ikke, men jeg tager det bare løb for løb og koncentrerer mig om det, men det er et specielt øjeblik for mig at overgå Ayrton (Senna, red.), sagde Hamilton efter sejren ifølge AFP.

Ferraris Sebastian Vettel sluttede på andenpladsen i Sotji, mens Sergio Perez (Force India) tog tredjepladsen.

Lewis Hamilton hentede 25 point mere søndag, og han fører nu i den samlede stilling med 302 point. Herefter ligger Vettel nu nummer to med 236 point, mens uheldige Rosberg forbliver på sine 229 point på tredjepladsen.

Søndagens uheldige mand var uden tvivl Nico Rosberg, som faldt tilbage i den samlede stilling.

Mercedes-køreren fik problemer med speederen efter få omgange, hvilket betød, at Lewis Hamilton og Williams-køreren Valtteri Bottas uden problemer kunne overhale Rosberg på sjette omgang.

Kort efter kørte en opgivende Rosberg i pitten og udgik af løbet.

Efter sejren blev Hamilton lykønsket af Ruslands præsident, Vladimir Putin, og det var en lykkelig Hamilton, der evaluerede dramaet.

- Det så ud som om, vi virkelig skulle have et ræs, og min tanke var, det her er fantastisk, vi er i gang med at vise et godt show.

- Nico lavede en fejl, og jeg tog føringen derefter. Det var måske endda inden, han fik problemer, hvilket er meget trist for holdet.

- De sidste fem omgange, tog jeg bare det hele ind, for jeg ved ikke, hvor mange gange mere, jeg vil være i den position, sagde Hamilton efter sejren ifølge Reuters.

Allerede før Rosbergs problemer, stødte Force Indias Nico Hulkenberg og Saubers Marcus Ericsson sammen, og begge kørere måtte udgå.

Efter 12. omgang hamrede Lotus-køreren Romain Grosjean ind i barrieren, og han måtte også udgå, efter at han selv kunne forlade bilen.

Dramatikken kom efter, at den spanske Toro Rosso-kører Carlos Sainz lørdag bankede ind i en barriere i høj fart før kvalifikationen og efterfølgende blev fragtet til hospitalet.

Men Sainz var kommet sig så meget, at han fik lov at stille til start af både Den Internationale Motorunion, FIA, samt Toro Rosso. Sainz kørte fra pitten bagest i feltet, fordi han ikke kørte kvalifikationen lørdag grundet ulykken.

Spanieren gjorde det godt og kørte sig frem i placeringerne, men med fem omgange tilbage, fik spanieren problemer med bremsen og måtte udgå.

Hamilton har et forspring til Vettel på 66 point, inden det går løs i Texas i næste grandprix.

Lewis Hamilton har vundet verdensmesterskabet to gange. Første gang var i 2008 og anden gang var i fjor.

Der resterer fire grandprixer i denne Formel 1-sæson.

/ritzau/

Dagens Gossip