Lidegaard om sanktioner: Rusland må ikke splitte EU

Den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), er ikke på nuværende tidspunkt parat til at stramme den økonomiske skrue over for Rusland som følge af den optrappede konflikt i det østlige Ukraine, når han mandag i næste uge mødes med sine kolleger i EU for at diskutere sagen.

Dermed ligger han på linje med den tyske forbundskansler Angela Merkel, som tidligere tirsdag meldte ud, at der ikke aktuelt planlægges yderligere økonomiske sektorsanktioner.

Til gengæld kan det godt - ifølge både Merkel og Lidegaard - komme på tale at udvide den allerede eksisterende liste af sanktionerede personer til også at omfatte ledere for de østukrainske, prorussiske separatister.

Både Tyskland og Danmark ligger ifølge Lidegaard i midten, når det kommer til at lægge en linje over for Rusland. Nogle lande har krævet skærpede sanktioner, mens andre går den anden vej.

- Det vigtigste er, at EU står samlet. Hvis det lykkes Rusland og Putin at splitte EU, har vi et problem, siger Lidegaard.

At Danmark ikke umiddelbart støtter eller har forslag til nye sanktioner på bordet, betyder ikke, at det ikke kan ske senere, understreger Lidegaard.

Det kan komme på tale, hvis situationen udvikler sig. Omvendt kan sanktionerne også lettes, hvis Rusland retter ind.

Det siger han tirsdag under sin rundrejse i Ukraine, efter at fem ukrainske soldater er meldt dræbt i kamp mod prorussiske separatister, og Ukraine samtidig beretter om russiske troppebevægelser nær Donetsk.

- Vi følger situationen dag for dag, og Danmark indgår i en gruppe af lande, herunder Tyskland, som arbejder aktivt på at finde en måde, vi kan bruge sanktionsinstrumentet fremadrettet, siger han.

- Og vi arbejder både ud fra scenarier, hvor situationen eskalerer, og hvor den gør det modsatte, siger Martin Lidegaard.

Ud over Danmark og Tyskland består gruppen ifølge Ritzaus oplysninger af Frankrig og to-tre andre lande.

Ifølge Ritzaus oplysninger arbejder de på at kunne fremlægge et konkret arbejdsdokument, som EU's udenrigsministre kan diskutere ud fra på mandagens møde.

Lidegaard diskuterede mandag konflikten med Ukraines udenrigsminister Pavlo Klimkin og premierminister Arsenij Jatsenjuk.

Rusland nægter, at det skulle have sendt militært udstyr og mandskab hen over grænsen til Ukraine for at hjælpe de prorussiske separatister.

Angela Merkel gentog tirsdag, at EU's rejseforbud også bør omfatte separatistledere i Østukraine.

- Men bortset fra det planlægges der for øjeblikket ikke yderligere økonomiske sanktioner, siger Merkel.

/ritzau/

Dagens Gossip