Liverpool slås med sølle Arsenal-statistik på Anfield

Det er næsten syv år siden, Liverpool har besejret Arsenal i en Premier League-kamp på Anfield, men Liverpool-manager Brendan Rodgers ser tegn på, at hans mandskab kan gøre en ende på den triste statistik lørdag eftermiddag.

Liverpools udvikling under den nordirske manager gør, at holdet nu forventer at vinde, uanset hvem modstanderen er - også mod førerholdet Arsenal.

- Den store forandring i forhold til tidligere er, at vi nu regner med at vinde. Da jeg startede i klubben, gjorde forventningspresset det svært for os. Vi troede måske ikke på, at vi kunne hver gang, siger Brendan Rodgers ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi har arbejdet stabilt, og det gør, at vi nu går ind til hver kamp med troen på sejr - ikke mindst, når vi spiller på Anfield. Den selvtillid kan ses på vores resultater, siger Rodgers.

Liverpool har gang i en fin sæson og er aktuelt på fjerdepladsen i Premier League. Specielt på eget græs har holdet leveret stabile resultater og har hentet 31 af 36 mulige point.

Men Arsenal har i flere år været en særlig udfordring, og Liverpool har ikke vundet på Anfield over gæsterne fra London siden 2007.

Den stime skal Arsenal forsøge at udbygge lørdag, og det kan også blive nødvendigt, hvis førstepladsen skal forsvares.

- Det er en stor måned for os, siger Arsenal-manager Arsène Wenger.

Hans hold tager imod Manchester United i næste weekend og har derefter Champions League-kampe mod Bayern München.

- Når man er i en god position mod slutningen af en sæson, bliver hvert point nærmest livsvigtigt. Vi har kæmpet meget hårdt for at nå her til, så lad os nyde det og gøre vores bedste, siger Arsène Wenger.

Arsenal fører ligaen med to points forspring til Manchester City og Chelsea. Liverpool er yderligere seks point bagefter.

/ritzau/

Dagens Gossip