LO advarer mod ensporet flygtningefokus i trepartsforhandlinger

Integration af flygtninge står øverst på listen for statsminister Lars Løkke Rasmussen, når trepartsforhandlingerne starter senere på ugen. Hos LO, hovedforeningen for Danmarks fagforeninger, advarer formand Lizette Risgaard dog mod, at det får al opmærksomheden.

Lars Løkke Rasmussen advarede søndag i Berlingske mod, at manglende integration af de mange flygtninge kan ødelægge hele samfundets sammenhængskraft.

- Der er en rigtigt stor udfordring for Danmark i, at de flygtninge, der kommer, skal integreres langt bedre, end det hidtil er gjort. De skal gøres selvforsynende og bidrage til statskassen.

- Men vi har allerede en kæmpe udfordring i, at der står rigtigt mange danskere, etnisk danskere og unge uden for arbejdsmarkedet. De vil også bidrage til statskassen, hvis de kommer i arbejde, siger Lizette Risgaard.

Derfor vil LO gå til forhandlingerne med den holdning, at man ikke kan angribe det ene problem uden også at angribe det andet.

- Der skal være balance i løsningerne. Vi skal evne at have fokus på begge grupper, siger formanden.

I interviewet med Berlingske nævner Lars Løkke Rasmussen, at han ser en mulighed i, at få flygtninge i arbejde ved at åbne op for, at de kan tage arbejde hos private som eksempelvis rengøringsdamer eller havemænd.

- Vi synes alle skal komme med alle de forslag, de kan finde på. Men vi mener ikke, at man får meget integration ud af at klippe rige menneskers græs. Det er ikke der, man lærer dansk og bliver en del af samfundet, siger Lizette Risgaard.

Hun er samtidig heller ikke tilhænger af en indslusningsløn. LO har ikke nogen ultimative krav med til forhandlingerne.

- Nu er vi blevet inviteret af statsministeren til forhandlingerne, og så må vi se, hvad der bliver lagt på bordet. Der er aldrig nogen, der får noget godt ud af at gå til forhandlinger med ultimative krav, siger Lizette Risgaard.

/ritzau/

Dagens Gossip