Løkke åben for at ændre i dagpengesystemet

Så længe at dagpengesystemet ikke bliver dyrere, er Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, parat til at ændre på reglerne, når dagpengekommissionen kommer med sine anbefalinger i slutningen af 2015.

Det skriver Ugebrevet A4.

Så sent som onsdag understregede Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, over for Berlingske, at partiets krav til den siddende regering om mildere regler på dagpengeområdet også vil gælde, hvis der dannes en blå regering med Dansk Folkeparti som suverænt største støtteparti.

Og Lars Løkke Rasmussen siger nu, at han er parat til at ændre på de strammere dagpengeregler, som Venstre indførte sammen med De Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale i 2010.

- Jeg har ikke den tilgang til nogen reformer, at de ligesom står mejslet i granit og aldrig kanjusteres. Og jeg kan da godt få øje på elementer af vores dagpengesystem, som ideelt set kunne være anderledes.

- Hvis man inden for rammerne af den økonomi, der er i vores dagpengesystem, kan lave et mere intelligent system, er det ikke noget, jeg på forhånd vil afvise, siger Lars Løkke Rasmussen til Ugebrevet A4.

Venstres formand vil ikke på forhånd pege på elementer i dagpengereformen, der trænger til en justering.

Dansk Folkeparti foreslår, at dagpengeperioden forlænges, og genoptjeningskravet lempes, hvis økonomien kører på lavt blus. Når der så kommer gang i de økonomiske hjul igen, kan dagpengeperioden forkortes, mens det samtidig gøres sværere at genoptjene retten til dagpenge.

Lars Løkke Rasmussen afviser ikke at differentiere reglerne ud fra, hvilket konjunkturmæssig billede der tegner sig.

- Det store spørgsmål er, hvor i konjunkturbilledet vi så er lige nu. Nationalbanken vil sikkert sige, at vi er relativt tæt på det, vi kalder den strukturelle ledighed. Men jeg afviser ikke på forhånd, at vi kan justere nogle ting, hvis det er inden for den økonomiske ramme.

- Jeg har ikke et nærmest religiøst udgangspunkt, der siger, at det, vi har lavet én gang, er verdens bedste løsning, og det aldrig kan laves om, siger Lars Løkke Rasmussen til Ugebrevet A4.

Venstres ambition er, at en kvart million færre danskere skal være på overførselsindkomst, men han tilføjer over for Ugebrevet A4, at det ikke kan lade sig gøre i løbet af én regeringsperiode.

/ritzau/

Dagens Gossip