Løkke henter datteren i USA for skattekroner

Skrevet af Michael Lauritsen

20/10/2013

Dagens topnyheder

Venstres statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen belastes igen af nye oplysninger om dyre rejser. Således har han ladet Venstre betale for, at han hentede sin datter i USA, inden han tog til klimatopmøde i Rio sommeren 2012.

Det skriver Ekstra Bladet søndag.

Venstres partisekretær, Claus Søgaard-Richter, bekræfter oplysningen.

- Lars tog via USA til Rio, og i den forbindelse betalte vi en af biletterne, nemlig hans tur til USA, siger han.

Derudover betalte Venstre tre hotel-overnatninger, så Løkke kunne blive weekenden over sammen med datteren i den brasilianske storby. Det har Løkkes spindoktor Mikael Børsting tidligere oplyst, ifølge Ekstra Bladet.

At lade partiet betale for fly og hotel svarer i store træk til at sende regningen til de danske skatteborgere. Et blik på Venstres regnskab afslører nemlig, at partiet alene i 2012 modtog godt 27 millioner kroner i offentlig støtte.

Det svarer til godt 75 procent af partiets indtægter i fjor.

Lars Løkke Rasmussen holder i dag pressemøde vedrørende sine rejser.