Los Angeles vil overtage Bostons OL-kandidatur i 2024

Den amerikanske olympiske komité (Usoc) oplyste mandag, at Boston trækker sig fra kampen om OL-værtskabet i 2024.

Nu ser det imidlertid ud til, at Los Angeles bliver amerikanernes kandidat til OL om ni år.

- Jeg mener fortsat, at Los Angeles ville være en ideel olympisk by. Jeg vil med glæde indlede diskussioner med Usoc om, hvordan vi bedst muligt får præsenteret det stærkeste bud på vegne af vores by og land, siger Los Angeles' borgmester, Eric Garcetti.

Men tiden er ved at løbe ud, for fristen for at indsende en officiel ansøgning til den internationale olympiske komité (IOC) er den 15. september.

Foruden Los Angeles havde Boston også slået San Francisco og Washington for at blive USA's bud på en OL-værtsby.

Boston droppede sit OL-kandidatur, efter at flere højtstående politikere i byen havde udtrykt kritik af forsøget på at blive OL-vært, hvilket er sket af frygt for økonomien i projektet, og hvad det vil betyde for skatteborgerne.

USA var senest vært for OL i 1996 i Atlanta, mens man senest havde værtskabet for vinter-OL i 2002, da det foregik i Salt Lake City.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip