Major: IS sidder snart på vigtig syrisk grænseby

Den tyrkisk-syriske grænseby Kobani kan meget vel snart være under Islamisk Stats fulde kontrol, efter at de militante jihadister det seneste døgn har indtaget flere dele af den hårdt omkæmpede by.

Det vurderer Lars Cramer-Larsen, der er major ved Forsvarsakademiet.

Islamisk Stat har i løbet af det seneste døgn indtaget tre distrikter og flere bygninger i Kobani, der grænser op til Tyrkiet og er den tredjestørste kurdiske by i Syrien.

- Hvis der ikke kommer støtte på jorden til kurderne, så vil Kobani være faldet inden for de næste par dage, vurderer han.

Majoren begrunder det med, at de kurdiske frihedskæmpere ikke ser ud til at kunne slå IS-jihadisterne tilbage trods luftstøtten fra den USA-ledede koalition.

- Problemet er, at luftangreb skal følges op af kampe på jorden. Men det ser ud til, at de kurdiske frihedskæmpere ikke er i stand til udnytte den støtte, de får fra luften, siger Lars Cramer-Larsen og fortsætter:

- Luftangrebene kan kun bremse IS. Ikke standse dem. Luftangrebene kan bruges, hvis det er rettet mod IS-stillinger eller infrastruktur, siger han.

Der har det seneste døgn været regulære bykampe i selve Kobani, og her står Islamisk Stat stærkest, vurderer Lars Cramer-Larsen.

- Man kan ikke gøre så meget ved bykampene fra luften, da der blandt andet er nogle humanitære hensyn, man skal tage for at beskytte civilbefolkningen. Derfor er det et problem, der skal håndteres af kurderne selv, og det kan de tilsyneladende ikke, siger han.

Han vurderer, at Islamisk Stat har vist sig at være i stand til at optræde som en almindelig hær under fremstødet i Kobani.

- IS har vist, at de kan omslutte en by fra tre sider. Så IS er stort set i stand til at optræde som en konventionel hær, men har dog det problem, at de ikke har støtte fra luften, siger han.

Majoren siger påpeger desuden, at IS rent strategisk har sat sig stærkt omkring Kobani ved at opnå kontrol over et vigtigt højdedrag øst for byen.

Det giver jihadisterne et godt overblik over, hvad der kommer ind og ud af byen.

/ritzau/

Dagens Gossip