Malaysia Airlines skal tages af børsen

Skrevet af admin

08/08/2014

Dagens topnyheder

Malaysias statslige investeringsfond Khazanah Nasional vil afnotere det kriseramte flyselskab Malaysia Airlines fra landets børs.

Det skal ske forud for en stor fornyelse af selskabet, skriver Khazanah Nasional i en meddelelse.

Malaysia Airlines er i løbet af i år blevet synonym med to store flytragedier. Først forsvandt flyet MH370, som var på vej fra Kuala Lumpur til Beijing. Senere styrtede et af selskabets fly ned i det østlige Ukraine, hvor det formentlig blev skudt ned af et missil.

Flere hundrede personer omkom i ulykkerne.

/ritzau/