Malaysisk militær afviser at have sporet forsvundet fly

Skrevet af admin

12/03/2014

Dagens topnyheder

Chefen for Malaysias luftvåben nægter, at militæret har sporet det forsvundne fly fra Malaysia Airlines på en radar over Malaccastrædet.

Dermed er det fortsat et mysterium, hvad der er sket med passagerflyet MH370, der havde 239 mennesker om bord,

Myndighederne i Malaysia har valgt at udvide eftersøgningen af flyet til Andamanhavet nord for Sumatra, rapporterer nyhedsbureauet AFP. Samtidig nedtrapper Vietnam eftersøgningen i vietnamesisk farvand.

Tirsdag havde en højtstående leder i luftvåbnet ellers sagt, at flyet sidst blev set over Pulau Perak, som er en lille ø i Malaccastrædet, der ligger mellem Malaysia og Sumatra. Dermed skulle flyet have været hundredvis af kilometer væk fra dets sædvanlige rute.

- Jeg ønsker at gøre det klart, at jeg ikke har sagt således, siger chefen for luftvåbnet Rodzali Daud til Reuters natten til onsdag.

Den unavngivne kilde bag informationerne havde ikke bemyndigelse til at tale til medierne, og det var en af flere uklare og modstridende meldinger fra myndighederne.

I tidligere rapporter hed det, at flyet sidst blev set nær Vietnams kyst.

Vietnams vicetransportminister siger natten til onsdag, at landet nedtrapper eftersøgningen af flyet i vietnamesisk farvand.

- Vi har fortsat planer om at lede med et par fly i dag, men andre aktiviteter er suspenderet, siger Pham Quy Tieu ifølge Reuters.

Malaysia Airlines-flyet forsvandt i fint flyvevejr, og dets sporløse forsvinden har været et mysterium for myndighederne, som har haft mange forskellige teorier om årsagen til, at det ikke nåede frem til dets destination Beijing.

Man mistede kontakten til flyet en til to timer efter, at det var lettet fra Kuala Lumpur.

/ritzau/