Mange russere regner Stalin for en klog leder

Skrevet af admin

25/03/2016

Dagens topnyheder

Over halvdelen af russerne regner den gamle diktator i Sovjetunionen Josef Stalin for at have været en klog leder.

Meningsmålingsinstituttet Levada har undersøgt holdningen til Stalin, og målingen siger, at 57 procent er helt enige eller generelt enige i, at Stalin var en "klog leder, som gjorde Sovjetunionen magtfuld og velhavende".

Det er 11 procentpoint flere end i en tilsvarende måling for fire år siden.

Ifølge den nye måling er 71 procent dog også enige i de fejltagelser eller "synder", som tilskrives Stalin.

Men de siger samtidig, at det vigtigste er, at han førte Sovjetunionen til sejr i Anden Verdenskrig.

Stalin var kendt for at være en hård diktator, der slog ned på al modstand med udrensninger.

Han lavede ensretning inden for kultur, industri og landbrug, og krigsførelsen mod Nazityskland kostede millioner af russere livet.

Men Sovjetunionen endte med at erobre en del af Tyskland, da Anden Verdenskrig sluttede. Han døde i 1953, og da var Den Kolde Krig mellem Øst og Vest en realitet.

- Efter vores mening falder den negative holdning over for Stalin i perioder, hvor Rusland er involveret i væbnet konflikt. Da bliver den historiske hukommelse om fjender, sejre og forsvar mere tydelig, lyder en analyse af tallene fra Levada.

Rusland er lige nu indblandet i konflikten i Syrien.

Instituttet har også spurgt, om Stalin var en "brutal tyran", der dræbte millioner af mennesker.

62 procent svarede ja, mens 23 procent svarede, at det er de ikke enig i.

1600 mennesker i 48 forskellige regioner i Rusland har deltaget i undersøgelsen i perioden fra 11. til 14. marts.

/ritzau/AFP