Medie: Ægtemand tilstår drab på 39-årige Hafida

En 40-årig ægtefælle til den 39-årige Hafida Bourouih fra Glostrup har tirsdag tilstået drabet på hustruen, som forsvandt torsdag i sidste uge, erfarer TV2.dk.

Tilståelsen er angiveligt faldet under en afhøring hos politiet. Efter afhøringen er politiet ifølge TV2.dk kørt ud til et sted, hvor liget af en kvinde blev fundet.

Københavns Vestegns Politi har oplyst i en pressemeddelelse, at man har fundet liget af en kvinde på Sydsjælland. De formoder, at der er tale om den forsvundne 39-årige Hafida Bourouih.

Politiet vil dog hverken be- eller afkræfte, om hvorvidt ægtemanden har tilstået, eller om kvinden blev fundet på baggrund af den 40-årige mands oplysninger.

Den 40-årige far til kvindens to drenge fremstilles i grundlovsforhør tirsdag, hvor politiet vil kræve ham varetægtsfængslet. Københavns Vestegns Politi sigter ham for at have dræbt Hafida Bourouih.

- Vi havde håbet at finde Hafida i live, men har desværre fået vores mistanke bekræftet. Vi tror dog fortsat, at vi har fat i gerningsmanden, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby i en pressemeddelelse.

Politiet kom mandag i besiddelse af flere ejendele, der tilhører den forsvundne 39-årige Hafida Bourouih.

Kvindens pung, taske, nøgler og sengetøj blev fundet af en mand i en rabat på hjørnet af Albertslundvej og Holsbjergvej i Albertslund. Sammen med dem lå en køkkenkniv, en sav og en økse, som ifølge Ekstra Bladet blev fundet i sorte affaldssække.

LÆS OGSÅ: Politiet finder lig: Formentlig forsvundne Hafida

Hafida Bourouih fra Glostrup blev sidst set i live sidst torsdag, da hun hentede sine to børn på to og fire år i en institution.

Planen var, at hun dagen efter skulle rejse til Marokko på ferie med børnene. Kufferterne stod klar, da hendes søster fredag dukkede op for at køre dem til lufthavnen, men kvinden var væk.

Politiet afventer en formel identifikation af den fundne kvinde. Hafida Bourouihs familie er underrettet.

/ritzau/

Dagens Gossip