Medie: Løkke vil trække sig fra GGGI-formandspost

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er i fuld gang med at afvikle sit engagement i klimaorganisationen Global Green Growth Institute, GGGI, før det oprindelig var planlagt, skriver Politiken.

Den tidligere statsminister deltager torsdag og fredag i en såkaldt council session i hovedkvarteret for GGGI, som han har været formand for siden 2012.

Men internt i Venstre har han ifølge flere kilder tilkendegivet, at rejsen til Seoul i Sydkorea, hvor GGGI har sit hovedkvarter, bliver hans sidste i rollen som GGGI-formand.

Der er angiveligt allerede arbejdet på det pressemateriale, der skal begrunde Løkke Rasmussens farvel til organisationen.

Kilder fortæller, at beslutningen allerede kan blive offentliggjort torsdag. Men det er ikke endeligt besluttet, skriver Politiken.

Begrundelsen for at forlade organisationen vil være, at opgaven med at omkalfatre GGGI fra en lokalt forankret koreansk ngo til en international organisation er tilendebragt. Samt at der efter startvanskeligheder med administration og økonomistyring nu er styr på organisationen.

Reelt handler sagen ifølge Politikens oplysninger også om, at GGGI-engagementet ikke just er en vindersag for Venstre, der er ved at forberede sig til næste valg.

En lille håndfuld Venstre-kilder fortæller ifølge Politiken, at Løkke Rasmussen i sit indledende indlæg på Venstres meget omtalte hovedbestyrelsesmøde i Odense orienterede om, at han ville trække sig fra GGGI før tid for at kunne koncentrere sig 100 procent om formandsopgaverne i Venstre.

Venstres ledelse ønskede onsdag aften ikke at kommentere oplysningerne om Løkkes snarlige exit.

Udviklingsminister Mogens Jensen (S) fik i foråret politisk opbakning til at fortsætte bevillingen til GGGI med 90 millioner kroner. Det var onsdag ikke muligt at træffe ministeren, skriver Politiken.

Udenrigsministeriet oplyser, at ministeriet ikke ønsker at kommentere på rygter og onsdag aften ikke var bekendt med, at Løkke skulle ønske at forlade sin formandspost i utide, skriver Politiken.

Det var heller ikke muligt for Politiken at træffe Lars Løkke Rasmussen, der var i luften på vej mod Seoul.

/ritzau/

Dagens Gossip