Michael Phelps idømt betinget fængsel efter drukkørsel

Den mest vindende atlet i de olympiske leges historie blev fredag idømt et års betinget fængsel.

Det blev straffen til svømmeren Michael Phelps, da hammeren faldt, efter at han i september blev taget i at have kørt alt for stærkt i alkoholpåvirket tilstand i Baltimore.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Der følger en prøvetid på 18 måneder med for Michael Phelps, der har planer om at deltage ved OL i Rio om halvandet år.

Amerikaneren har ved de seneste tre OL vundet i alt 22 medaljer, heraf 18 af guld.

Han indstillede egentlig karrieren efter OL i London i 2012, men besluttede sig senere for at gøre comeback.

29-årige Michael Phelps skal desuden fortsat modtage behandling for sin brug af alkohol, og under den betingede fængselsstraf må han slet ikke drikke alkohol.

Han blev tilbage i 2004 taget i spritkørsel.

Michael Phelps afsoner i øjeblikket seks måneders karantæne, som det amerikanske svømmeforbund idømte ham efter den seneste lovovertrædelse.

/ritzau/

Dagens Gossip