Michael Rasmussen slipper for yderligere karantæne

Skrevet af admin

26/08/2015

Dagens topnyheder

Den pensionerede cykelrytter Michael Rasmussen får ikke yderligere karantæne, selv om han i juni afslørede, at den tidligere cykelrytter Nicki Sørensen havde tilstået doping over for Anti Doping Danmark (ADD), der samlede ind til en rapport om doping i dansk cykling.

Rasmussen fik reduceret sin dopingkarantæne for at medvirke til rapportens tilblivelse, og den aftale risikerede han at få ophævet, fordi han offentligt udtalte sig om Sørensen.

Ifølge Ekstra Bladet meddeler Anti Doping Danmark i et brev til Rasmussen, at han slipper for karantæne ud over de 28 måneder, som han afsonede frem til februar i år.

- Vi ville anse det for brud på vore aftalte samarbejdsvilkår […], såfremt du valgte at dele et fremsendt arbejdsudkast med tredjemand, og ADD forbeholdt sig i givet fald at drage de nødvendige konsekvenser heraf, skriver ADD-direktør Michael Ask og tilføjer:

- Uagtet at vi fortsat finder, at din fremgangsmåde i dette spørgsmål ikke har været i overensstemmelse med samarbejdsvilkårene, skal ADD for en ordens skyld meddele dig, at vi efter omstændighederne ikke agter at foretage os yderligere i denne anledning.

Op til udgivelsen af dopingrapporten kom Anti Doping Danmark ved en fejl til at sende Nicki Sørensen-citater til godkendelse hos Michael Rasmussen. Det beklagede antidopingmyndigheden senere.

I rapporten tilstod Nicki Sørensen at have benyttet sig af doping fra 1999 til 2004, men da perioden lå uden for forældelsesfristen, fik det ingen konsekvenser for Sørensen.

/ritzau/