Midtjyde straffes med 12 år for drab med kniv

Skrevet af admin

15/11/2013

Dagens topnyheder

Drabet på 51-årige Chris Rasmussen i Gullestrup ved Herning har fredag udløst en dom på fængsel i 12 år til gerningsmanden.

Det var en tidlig morgen i marts, at manden blev fundet død i en brændende lejlighed i Lyngens Kvarter.

Det viste sig, at Rasmussen var blevet stukket flere gange med kniv, og fredag har Retten i Herning fundet hans bekendte, René Vesterby Mikkelsen på 44 år, skyldig i forbrydelsen.

Mikkelsen har valgt ikke at anke afgørelsen til Vestre Landsret, skriver aoh.dk.

Blandt andet var et opkald til alarmcentralen med til at bevise hans skyld.

Det var offeret, der havde ringet til 112, og undervejs i optagelsen af samtalen kan man høre tumult.

Til sidst råber Rasmussen "lad være" og nævner også den nu dømtes navn.

Offeret levede under dårlige sociale forhold, har politiet tidligere fortalt om sagen.

Ud over opkaldet til 112 var et andet stærkt bevis i sagen, at der på René Mikkelsens tøj blev fundet blod, som stammede fra offeret, oplyser aoh.dk.

En straf på 12 års fængsel er den almindelige sanktion i sager om manddrab.

/ritzau/