Minister tager fat om roden på omstridt milliardafgift

Skrevet af admin

12/05/2016

Dagens topnyheder

Siden EU løftede pegefingeren over for Danmark, har det været en udfordring at finde penge til at løfte arven fra den skrottede energiafgift PSO.

Fredag præsenterer klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) og erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) så regeringens bud på, hvordan pengene skal findes, og om det er muligt at gøre regningen for den grønne omstilling mindre.

PSO betales over elregningen af borgere og virksomheder, men EU-Kommissionen har underkendt energiafgiften, fordi den er i strid med EU-reglerne. Det efterlader et hul i statskassen på flere milliarder kroner, som skulle gå til grøn omstilling.

Dermed er der lagt op til noget af en armlægning, når Folketingets partier skal forhandle om en samlet regning på op mod 70 milliarder kroner over de næste ti år.

Regeringens mål er at få forhandlet en aftale på plads inden sommer.

Regeringen vil derfor give sit bud på finansieringen i fremtiden, nu hvor et nyt system skal være på plads inden årsskiftet.

EU's indsigelser skyldes, at udenlandske producenter ikke kan få del i støtten til vedvarende energi.

Regeringen har holdt muligheden for at hæve skatten åben, men både Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance er imod at hæve bundskatten.

Argumentet fra regeringen er, at det ikke vil gøre en forskel i forhold til, om det kan betale sig at arbejde.

Ifølge regeringsgrundlaget er det dog en overordnet målsætning at "sænke skatten for de laveste arbejdsindkomster".

En anden måde at dække en del af beløbet på kunne være at file på de grønne ambitioner og droppe planlagte grønne projekter.

Det kunne eksempelvis være at udskyde opførelsen af havvindmølleparken Kriegers Flak i Østersøen eller at droppe de såkaldt kystnære møller.

Regeringens mål er, at Danmark i 2050 skal være uafhængigt af fossile brændsler som kul, olie og gas. Den omstilling går indtægterne fra PSO-afgiften til.

/ritzau/