Minister til EU: Gør noget ved de resistente bakterier

På grund af et for højt forbrug af antibiotika hos både dyr og mennesker er resistente sygdomsbakterier hvert år skyld i 25.000 europæeres død.

Der er også problemer med danske svin, som får antibiotika og danner resistente bakterier, og nu går fødevareminister Dan Jørgensen (S) til EU-Kommissionen for at få udarbejdet EU-regler på området.

Fødevareministeren havde allerede forventet at se et lovforslag fra kommissionen om at regulere foderlægemidler og veterinærlægemidler. Men det er ikke sket.

- I forhold til veterinærlægemidler er vi især bekymrede for forskellige former for bredspektrede antibiotika, som er specielt problematiske. Det vil vi have begrænset, siger han.

Han mener, at der også skal strammes op på reglerne for, hvordan og under hvilke forhold man må blande medicin i dyrefoder - brugen af foderlægemidler.

Dan Jørgensen har tirsdag været til møde med EU-landenes landbrugs- og fødevareministre, hvor Danmark og Sverige sammen bragte problemet op.

Han siger, at der allerede er en EU-handlingsplan, som også omfatter planer for de enkelte lande. Men han mangler at vide, hvad status er på dem.

- Bakterierne vil kunne bevæge sig på tværs af grænserne også via mennesker. Så alene af den årsag er det også af dansk interesse, at man gør noget i andre lande.

- Det er også uretfærdig konkurrence for dansk landbrug, hvis andre landmænd kan pumpe deres svin med antibiotika og dermed producere billigere end danske landmænd, siger Dan Jørgensen.

Han fortæller, at man i Danmark har haft succes med at nedbringe brugen af antibiotika med en ordning, hvor landmænd sanktioneres, hvis de ikke begrænser forbruget.

Forbruget faldt rigtig nok markant ved indførelsen af ordningen, men er siden steget igen.

/ritzau/

Dagens Gossip