Ministerier overskrider klart svarfristen for aktindsigt

Skrevet af admin

30/12/2015

Mest læste i dag

Det kniber gevaldigt for ministerier at leve op til offentlighedsloven, i hvert fald når det gælder reglerne om aktindsigt.

De siger nemlig, at anmodninger om aktindsigt skal besvares inden for syv arbejdsdage, men det sker kun sjældent.

Ifølge en opgørelse, som Information har udarbejdet, har den gennemsnitlige svartid i 379 sager været 35 arbejdsdage.

Det svarer langt fra til det oplæg, som Offentlighedskommissionen udarbejdede.

- Det er dybt bekymrende, at der i gennemsnit bruges 35 arbejdsdage på at svare.

- Vi havde en idé om, at det skulle gøres inden for syv også endda helst hurtigere, siger seniorforsker Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder, der selv var medlem af Offentlighedskommissionen.

Justitsministeriet har lavet en vejledning til offentlighedsloven. Den siger, at simple sager om aktindsigt skal besvares inden for en til to arbejdsdage, mens der kun i særlige tilfælde må gå 40 dage.

Ministeriets egne jurister formår dog kun at besvare en ud af tre sager inden for to måneder.

Ifølge SF's retsordfører Lisbeth Bech Poulsen er der god grund til at lave om på offentlighedsloven.

En af forudsætningerne for at vedtage de indbyggede stramninger var netop, at svartiderne skulle forbedres.

/ritzau/