Mistænkt anholdt for politikerdrab i Tunesien

Tunesisk politi har anholdt en mand, der menes at stå bag drabet på den fremtrædende oppositionspolitiker Mohamed Brahmi sidste år.

- Efter en vedvarende skududveksling blev fire personer anholdt. Blandt dem er Hmed el-Melki, som er en af dem, der formodes at stå bag attentatet på martyren Mohamed Brahmi, siger en talsmand for Tunesiens indenrigsministerium.

I juli 2013 blev den sekulære oppositionspolitiker Mohamed Brahmi dræbt foran sit hjem i den tunesiske hovedstad, Tunis. Brahmi blev slået ihjel for øjnene af sin kone og sine børn.

Han var med i ledelsen af den nationalistiske og sekulære partisammenslutning Folkets Bevægelse, var en højlydt kritiker af den islamistisk-ledede regering og var et af venstrefløjens medlemmer af den forsamling, der skal formulere en ny forfatning.

Under angrebet blev han angiveligt ramt af 11 kugler, der blev affyret af ukendte drabsmænd, som ifølge øjenvidner flygtede på en motorcykel.

Det voldsomme drab fik tusindvis af tunesere til at demonstrere i flere byer og foran indenrigsministeriet i Tunesiens hovedstad, Tunis, hvor de højlydt krævede regeringens afgang.

Drabet mindede om en lignende episode få måneder forinden, hvor en anden sekulær politiker Chokri Belaid blev dræbt ved et attentat. Det førte også til protester mange steder i landet.

Tunesisk politi dræbte for nylig en berygtet militant islamist, som menes at have været med til at dræbe Chokri Belaid.

Tunesien var i slutningen af 2010 det første land i den arabiske verden til at gøre oprør mod en diktatorisk regering, og det regnes som landet, der udløste det arabiske forår.

En folkelig opstand fordrev i januar 2011 Tunesiens mangeårige diktator, Zine El Abidine Ben Ali. Men det nye Tunesien har været truet af radikale islamister, der med vold har bekæmpet sekulære grupper.

For nylig fik landet en ny forfatning og parlamentet godkendte en ny regering, der skal lede landet frem til et valg senere på året.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV