Morten Olsen: Det ser nogenlunde ud før Armenien

Morten Olsen er irriteret over onsdagens testnederlag til Tyrkiet, men overordnet er landstræneren positiv omkring landsholdets chancer for at slå Armenien på søndag i EM-kvalifikationen.

Det forudsætter dog, at Olsen råder over sine bedste spillere mod Armenien i Parken.

- Vi ved ikke, hvem vi har til rådighed mod Armenien. Mod Tyrkiet får vi momentvis vist, at vi har et hold, der kan slå Armenien på søndag. Det er det, det handler om, siger Morten Olsen.

På pressemødet efter 1-2-nederlaget til tyrkerne fortæller landstræneren, at der er "skader eller småproblematikker" med Daniel Agger og Christian Eriksen. Derudover har Peter Ankersen hælproblemer.

Både Agger og Eriksen udgik i pausen af onsdagens opgør i Odense efter 45 minutter, som blev domineret af Danmark. Efter pausen styrede tyrkerne slaget og scorede to gange.

- Det var en kamp i en forberedelsesuge med en del træninger. Det er kampen på søndag, som vi fokuserer på.

- Vi var bedst i første halvleg, og Tyrkiet var bedst efter pausen. Af naturlige årsager vil jeg mene. Jeg husker også, at vi tabte en testkamp mod Slovakiet i Odense for et par år siden, hvor vi skiftede fem-seks spillere ud i anden halvleg, siger Olsen.

- Det taktiske fungerede godt. Vi tilspillede os to-tre chancer i første halvleg, og vi skal score noget mere. Det vi skal gøre bedre, så vi kan gå til pause med en 2-0-føring.

- Udskiftningerne i anden halvleg betyder, at der vil være en risiko for, at vores spil ikke flyder. Tyrkiet skiftede samtidig til et 3-4-3-system, som vi ikke havde styr på i starten.

- Vi skiftede selv til 4-4-2 for at lægge et tryk på deres tre opbyggende spillere, men vi var klar over, at det ville være overlevelse i anden halvleg, hvor spiller med en masse nye. Vi må også bruge Leon Andreasen i midterforsvaret, og han har aldrig spillet sammen med Andreas Bjelland, siger Morten Olsen om midtbanespilleren fra Hannover.

Landstræneren gav i angrebet spilletid til Nicklas Bendtner i den første time, inden han sendte Andreas Cornelius og Allsvenskan-topscoreren Lasse Vibe på banen. For Vibes vedkommende var der tale om landsholdsdebut.

- Vi fik set en helt anden Nicklas Bendtner end for et halvt år siden på Wembley. Meget lettere på tæerne og god i sine første berøringer. Meget mere bevægelse sammenlignet med kampen mod England i marts.

- Hvis han kan yde det samme, så kan vi bruge ham mod Armenien fra start eller som indskifter. Jeg synes, at det var godt.

- Cornelius og Vibe gjorde det også fint. Vibe var med sin hurtighed tæt på at komme før sin mand en enkelt gang og kunne have scoret, siger Morten Olsen.

/ritzau/

Dagens Gossip