Morten Olsen før Norge: Det er slut med at teste spillere

Skrevet af admin

14/11/2013

Dagens topnyheder

Landstræner Morten Olsen vil bruge fredagens venskabskamp mod Norge til at spille det danske landshold endnu bedre sammen.

Derfor vil Olsen ikke eksperimentere lige så meget, som han har gjort i andre venskabskampe.

- Vi har brugt 40 spillere på halvandet år, så vi har testet det, vi skal teste. Vi vil ikke hive nye spillere ind i bundter. Det her er Danmarks bedste spillere, siger Morten Olsen.

Landstræneren føler, at han står med en gruppe spillere, som også en måske kommende afløser vil satse på. Olsens kontrakt er tæt på at løbe ud, og lige nu er det usikkert, om han fortsætter.

- Jeg tror ikke, at det vil ændre sig så meget, om det er mig eller en anden, der er landstræner. Det her er de bedste, og det er dem, vi skal bygge videre på.

- Det gør vi ved at gentage og gentage. De skal blive bedre sammen, og det er det, vi skal bruge den her kamp mod Norge til, fastslår Olsen.

Truppen mod Norge består af 21 spillere. Andreas Cornelius fra Cardiff og Aston Villas Jores Okore er ikke udtaget på grund af skader, mens Toulouse-angriberen Martin Braithwaite er blevet sorteret fra i forhold til efterårets øvrige kampe.

/ritzau/