Nadal får hævn over tjekke ved Wimbledon

Tennisspilleren Rafael Nadal fik bugt med et spøgelse fra fortiden, da han torsdag gik videre til tredje runde ved Wimbledon i London.

Den andenseedede spanier vandt 4-6, 7-6, 6-4, 6-4 over tjekken Lukas Rosol.

Det var samme Rosol der for to år siden vandt over Nadal ved Wimbledon, en kamp som også blev spillet i anden runde.

Nederlaget til Lukas Rosol, som dengang blot lå nummer 100 i verden, blev begyndelsen til en lang pause for Rafael Nadal på grund af problemer med knæet.

Torsdag så tjekken også ud til at være på vej mod en ny overraskelse, da han brød Nadals serv rent til 3-2 i andet sæt efter at have vundet det første.

Men spanieren kom tilbage, også da han var bagud 3-5 i tiebreaken i andet sæt. Den vandt Nadal, da Lukas Rosol begik en dobbeltfejl, og så var spanieren styrende i resten af kampen.

/ritzau/

Dagens Gossip