Netanyahu ringer til Abbas: I skal finde vores drenge

Sagen om tre bortførte israelske teenagere er blevet toppolitisk i Israel, hvor premierminister Benjamin Netanyahu mandag gjorde et sjældent telefonopkald til præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas.

Israelerne beskylder palæstinenserne for at have bortført de tre unge mænd, som forsvandt torsdag i sidste uge i Hebron på Vestbredden.

- Jeg forventer, at de udleverer de bortførte unge og fanger gerningsmændene, siger Netanyahu i en udtalelse efter sin telefonsamtale med Abbas.

Mahmoud Abbas fordømmer i en skriftlig udtalelse bortførelsen af de tre israelere ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er angiveligt den første telefonsamtale mellem de to ledere, siden Abbas for knap to måneder siden underskrev en forsoningsaftale med israelernes ærkefjende Hamas, der regerer i Gazastriben, og Abbas' parti Fatah.

Netanyahu sagde søndag, at Hamas-medlemmer har bortført de tre teenagere.

Sagen om de tre teenagere og den efterfølgende reaktion fra Israel har udløst uroligheder tæt ved byen Ramallah, hvor en palæstinenser er dræbt i en konfrontation mellem israelske soldater og stenkastende palæstinensere.

Mandag blev blandt andre den palæstinensiske parlamentsformand anholdt af israelske myndigheder i forbindelse med eftersøgningen af de tre unge mænd.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip