Nøddesbo banker Aalborg: Svært at have ondt af dem

FC Barcelona vandt med 20 mål over Aalborg Håndbold, da de to hold mødtes i Jutlander Bank Arena i Champions Leagues 1/8-finale søndag.

Sejren var umiddelbart ikke et mål for stor, for den blev skabt støt og roligt. 6-15 ved pausen blev til 11-31 ved slutsignalet.

FC Barcelonas danske landsholdsspiller Jesper Nøddesbo glæder sig over, at det spanske hold præsterede godt i 60 minutter, og så er det bare ærgerligt for modstanderne.

- Det er svært at have ondt af dem. Vi gjorde vores arbejde godt, og det var vi bedre til, end aalborgenserne var til at gøre deres, siger Jesper Nøddesbo, som ikke havde forventet en så let kamp i Aalborg.

- Sidste år havde vi en kamp mod Aalborg, hvor de hang på længe, så vi havde forventet en mere tæt kamp, fortsætter Barcelonas danske stregspiller.

Aalborg og FC Barcelona mødes i returkampen i 1/8-finalen i Champions League om en uge i Barcelona.

/ritzau/

Dagens Gossip