Nordkorea: Vi er klar til at forhandle om atomprogram

Skrevet af admin

03/10/2014

Dagens topnyheder

Nordkorea melder sig nu klar til at genoptage de såkaldte sekspartsforhandlinger om landets atomprogram. Det siger So Se Pyong, der er Nordkoreas FN-ambassadør, til nyhedsbureauet Reuters.

- Hvad angår sekspartsforhandlingerne, er vi klar. Og så vidt jeg ved, er Rusland og Kina også klar. Men amerikanerne kan ikke lide den slags forhandlinger, og derfor er Japan og Sydkorea nok heller ikke med på at begynde forhandlinger.

Det siger So Se Pyong, der dermed også opremser de seks lande, der er med i forhandlingsgruppen, som blev dannet i 2003.

Derudover siger ambassadøren, at det stalinistiske styre i Pyongyang ikke har planer om at gennemføre en atomprøvesprængning, som der ellers har været gisninger om i internationale medier i et stykke tid.

Nordkorea lovede tilbage i 2005 at droppe sit atomprogram, men ifølge Sydkorea og USA genoptog landet programmet igen allerede året efter.

En amerikansk tænketank siger torsdag, at Nordkorea har fornyet sit lager af langtrækkende missiler.

Ifølge FN-ambassadøren er Nordkorea nødt til at tage sine forholdsregler, når for eksempel Sydkorea og USA holder militærøvelser tæt på landets grænser.

- Vi er nødt til at være opmærksomme, og vi skal være klar til at foretage modtræk mod de fjendtlige militærøvelser, siger han.

Foruden at tale om atomprogram og internationale forhandlinger, afkræfter So Se Young også, at Nordkoreas diktator, Kim Jong-un, skulle lide af gigtsygdommen podagra og andre lidelser, der har svækket ham alvorligt.

- Det er rygter. Fabrikerede rygter, siger han.

Nordkoreansk stats-tv har ellers vist billeder af en haltende Kim Jong-un, der ifølge sydkoreanske efterretninger også skulle lide af diabetes og andre livsstilsbetingede sygdomme.

Kim Jong-un kom til magten i 2011, da hans far, Kim Jong-il, døde.

/ritzau/Reuters